Hej alle sammen
Mit navn er Tobias, og jeg er som bekendt på nuværende tidspunkt praktikant i Nordic Basketball. Til dagligt læser jeg en PBa i Innovation & Entrepreneurship på CPH Business. Målet med mine 3 måneder hos Nordic Basketball er at være med til at innovere virksomheden.
Før vi når til hvad min første måned i Nordic Basketball har budt på, så vil jeg prøve at redegøre for tankerne bag, hvorfor det er netop i denne virksomhed jeg mener at min praktikperiode er givet bedst ud.
Langt de fleste andre praktikophold i min klasse kan opdeles i meget få kategorier:
Mit praktikophold falder umiddelbart en del uden for disse. Grunden til at jeg ikke har valgt at søge nogle af de mere, for min uddannelse, relevante virksomheder er mange. En af de tanker jeg havde, da jeg skulle søge praktik var at jeg gerne ville lande i et felt, hvor jeg kunne have mit hjerte med. Jeg kunne ikke se pointen i at sidde 3 måneder i en virksomhed, og efterfølgende skulle skrive en Bachelor om et emne, der i virkeligheden ikke vakte min interesse.
Ud over dette, så er mit eget ”long-game” mål at starte egen virksomhed. Her følte jeg at Meilby og Frederik (de to ejere), som de bliver omtalt på daglig basis, lå inde med en mere lavpraktisk brugbar viden for mig. En anden side af sagen er den at når man kommer ind i en større virksomhed, der er vant til at have med praktikanter at gøre, så er chancen for at ens idéer bliver til virkelighed langt mindre. Magtdistancen er altså minimal, og jeg får lov til, på lige fod med de to andre, at udvikle deres hjertebarn. Det er en kæmpe motivation at nogen har arbejdet på et personligt projekt, men stadig er villige til at dele det med én.
Den sidste, og måske vigtigste faktor, som i virkeligheden først er gået op for mig efter at jeg er startet er, at både Meilby og Frederik er super dedikerede, og har ofret ekstremt meget for at give dette et ordentligt skud. Frederik er lige blevet færdig med sin kandidat på CBS, og hvis man kigger på den gennemsnitlige løn, som han principielt kunne gå ud på arbejdsmarkedet og tjene, så viser det mig blot, hvor meget han vil dette.
Meilby derimod er i en helt anden boldgade. Han har ingen akademisk baggrund endnu, og i princippet ingen anden viden om det, at drive en forretning, end den han har tillært sig selv. Jeg ville ønske at jeg selv havde den egenskab, at turde satse på noget, uden at vide, om ens evner kan bære én til målet, men blot tro på sig selv nok til at vide, at med gåpåmod og vilje, så kommer man rigtig langt. Som jeg har beskrevet tidligere, så er min egen drøm at starte virksomhed, og hvis jeg havde haft Meilbys og Frederiks mod, så havde jeg været i gang for længst.
Den første måned
Det sværeste som mindre virksomhed er, hvordan man kan gøre sig interessant på et marked, hvor ens budget ligger under ens konkurrenters. Lige nu arbejder vi med nogle problematikker, der garanteret ville kunne løses med en sjat penge. Det er et sjovt projekt at fjerne den variabel, der hedder økonomi, da det udfordrer en til at tænke i nogle helt andre baner. Til sammenligning havde vi en øvelse, da jeg startede min uddannelse, hvor vi skulle komme med et nyt projekt, der involverede deleøkonomi og bæredygtighed, men IKKE måtte være en app/hjemmeside. Når man fjerner nogle af de normale baner, som man naturligt ville tænke i, så tvinger man sig selv til at udvide sin horisont og genere nye idéer. Det er i bund og grund, for mig i hvert fald, hvad innovation handler om. Målet er ikke at opfinde den dybe tallerken, men at finde en anderledes måde at få den fyldt op på.
Samtidig prøver vi på at skabe en gennemsigtighed for de klubber vi arbejder med, så vi ikke bare anses som en leverandør, men en reel samarbejdspartner. Ved siden af opererer vi alle tre i tre forskellige klubber. Frederik i Glostrup, Meilby i Hørsholm, og jeg selv i Brønshøj. Vi har alle erfaring med dårlig kommunikation med forhandlere, og vi prøver så vidt muligt at fjerne hele det led, hvor fejlene bliver begået i. Det gør vi ved, at personligt dukke op på de forskellige klubbers terræn, og vise, at vi er villige til, rent fysisk, at være tilstede. Ligeså stort og imponerende internettet er, så er der bare en ekstremt stor barriere når det kommer til at udtrykke sig. De sidste to gange jeg eksempelvis, på mit hold i Brønshøjs vegne har handlet hos en leverandør, der ikke var Nordic Basketball, der er misforståelser åbenbart opstået, og vi har måtte tage os til takke med et andet slutresultat end vi egentlig havde håbet på. Det minimere vi forhåbentlig med de tiltag, som vi prøver på at lave. Med min baggrund som uddannet Serviceøkonom, så falder det mig helt naturligt, at være med til, at optimere disse serviceprocesser.