Nyt fra Kina – Dobbelt overtidssejr mod USA!
Efter ni dage uden en bold i hænderne, spillede vi endelig kamp igen mod USA i Cenxi City. De ni dage har vi brugt på scooterture i naturen, en masse sightseeing og lange busture. Selvom busturene har været meget lange, har vi oplevet Kinas utroligt flotte natur på disse ture. Vi har kørt meget i bjergene, hvor man har siddet med hjertet helt oppe i halsen da buschaufførerne ofte overhalede i svingene, selvom de intet udsyn havde og det giver et godt billede af hvor kaotisk trafikken er herovre.
Vi var som sagt et par stykker der valgte at låne scootere, og det viste sig at være det bedste vi har gjort på denne tur. Der var ingen af os der vidste hvor vi rigtig skulle køre hen, men på hovedvejen mødte vi nogle lokale på en scooter som guidede os længere ind i landet blandt bjerge og ind mod en kæmpe flod. Det var en helt unik oplevelse, der næsten ikke kan beskrives! Det var helt sikkert godt for sjælen 😉
Med ankomsten til Genxi City begyndte vi alle virkelig at glæde os til at spille igen, og vores hold skulle først møde USA som vi endnu ikke havde slået. Kampen begynder rigtigt godt for os og med 3 minutter igen af første halvleg er vi oppe med 16 point. Vi har ofte været foran med omkring ti point langt inde i kampen, hvor vi alligevel formår at smide det væk. Det så også længe sådan ud, da vi kun går til pause med en 6-points føring og faktisk kommer bagud i fjerde periode. Foran med 3 med 20 sekunder igen, fumler vi bolden ud af banen og giver dem chancen for at sende kampen i overtid. Tidligere NBA spiller, Jerome James, får bolden på siden bag treeren og skyder en fade-away som går i mens tiden går ud. Man skal huske på at det er en fyr på 216 cm. som ikke har været kendt som trepoints skytte. Vi stod måbende tilbage og måtte gøre os klar til overtid.
I første overtid fejlede vores ene store ud og det sendte mig på banen. Jeg havde ikke haft den bedste kamp indtil videre, da jeg havde problemer med at bokse deres store spillere ud. Begge hold formår ikke at tage styringen, men igen med tyve sekunder tilbage finder vi os oppe med tre point. James får bolden på toppen og sender en treer afsted men brænder. Vi formår ikke at samle rebounden op og James får den igen fra toppen, tager en dribling, skudfinte, og får sendt endnu en treer afsted som går i. Hvis hallen gik amok ved den første treer, så sprang taget af hallen på den anden. Vi får ikke sendt et kvalificeret skud afsted og vi må ud i endnu en overtid.
Her bliver amerikanerne trætte og jeg får sat en treer og et lay-up i kurven i anden overtid. Vi vinder kampen med 5, og så kunne vi krydse amerikanerne af listen 🙂
I aften er vi på den igen mod Litauen som vi heller ikke har slået endnu, og imorgen har vi en times kørsel til en anden by for turens sidste kamp mod et kinesisk hold 🙂