1-2 dages levering
Gratis fragt på ordre over 499,-
365 dages returret
0
Kurv
Man - fre: 10:00 – 15:00

College blev en hård tid for Simon Bjørnebo

Den kommende tid, kommer vi til at hive fat i nogle spillere, der har prøvet lidt af hvert indenfor basketball-verdenen her på Nordic Basketball. Den første person er Simon Bjørnebo, som trods en alder på bare 23 år, har oplevet mange op og nedture i sin karriere allerede.

Karrieren startede i Basketligaen i 2014, hvor han fik debut for Bakken Bears. Det blev dog ikke til den store spilletid, så den unge østjyde rykkede lidt længere nord på, hvor Randers Cimbria tog i mod ham. Her røg spilletiden væsentlig i vejret, og et college-ophold i USA ventede om hjørnet. Det blev dog historien om et hårdt år i Simon Bjørnebos liv.

Men først skal vi kigge tilbage på, hvad det var der fik ham til at starte med at spille basketball i sin tid.

“Det startede da jeg var omkring 11 år gammel. Jeg boede i en lille provinsby udenfor Århus, der hedder Harlev. Min ene storebror begyndte at spille basket sammen med hans venner. Mine storebrødre har altid været mine store idoler, så da han startede til basket, var det meget naturligt for mig, at det skulle jeg da også. Så jeg begyndte egentlig på grund af min storebror.”

Interessen for sporten kom ret hurtigt efter der, og så var der nærmest kun en vej for ham.

“Men der gik ikke meget mere end et par driblinger og et par swishes før jeg var helt forelsket i sporten. Derefter gik dagene med at være så meget i hallen som muligt. Jeg brugte al min fritid på streetbanerne i Harlev eller mine forældres baghave, om det så var sol, regn eller sne. Og jeg har mere eller mindre spillet basket hver dag siden.”

“De kunne fortælle mig at NCAA ikke vil lade mig spille kampe”

Som en hver anden basketball spiller, så drømmer man om at spille basketball i sportens eget land, USA. I 2016 fik Simon Bjørnebo den drøm opfyldt, og det hele startede også virkelig godt for ham.

“Det var en meget ambivalent oplevelse. På mange måde var det nok et de fedeste år i mit liv, men samtidig det hårdeste. Først og fremmest var det en lang, lang proces at finde en skole der passede til mig, og derefter hele processen med papirer frem og tilbage, visum osv. Men da jeg endelig var kommet dertil, gik dagene med en masse nye oplevelser og super mange indtryk. Så college var noget helt specielt. Men mit ene år der var desværre en smule turbulent,” fortæller han og fortsætter:

“Det startede med, at jeg havde været i en måned på min skole, og havde kæmpet igennem preseason. Alle ugens dage skulle jeg stå klar kl. 05.30 og træne kondition og skills i ca. 3 timer. Udover det var der selvfølgelig vægtrum og pickup om eftermiddagen. Da den måned så var ved at være slut, og der var udsigt til, at vi skulle spille kamp, bliver jeg kaldt til møde med min træner og vores Athletic Director. De kunne fortælle mig at NCAA ikke vil lade mig spille kampe, grundet nogle skolepapirer fra Danmark.”

“Efter en hel masse møder, telefonopkald og mails får jeg den endelig dom. ”Straffen” fra NCAA lød på at jeg ikke måtte spille kampe hele min freshman season (første sæson) + at jeg i stedet for at være eligible (altså have en spilletilladelse) i 4 år, kun havde spille tilladelse i 2 år.”

“Da jeg troede det ikke kunne blive værre fik jeg af vide, at grundet min eligiblity måtte jeg ikke rejse med holdet hele året. Det betød at da holdet skulle til Gonzaga og spille preseason kamp mod dem (vel at mærke det hvor de endte 2’er i hele USA), så måtte jeg sidde alene tilbage på skolen. Udover det, måtte jeg ikke komme med på udebane ture, samt til de fleste træninger blev jeg nogle gange nedprioriteret, da jeg alligevel ikke måtte spille.”

“Så jeg ringer rasende hjem og er helt fra den, og mest af alt havde jeg bare lyst til at tage det første fly hjem. Men efter nogle opmuntrende snakke med min familie blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde ofret alt for meget tid og penge på bare at tage hjem.”

Selvom det måske var fristende at drage tilbage til Danmark, så blev han i USA og på college. Og selvom han ikke måtte spille kampe, så blev det til mange timer i træningslokalet for at blive bedre. Han ville simpelthen gøre sig klar, til næste sæson i Basketligaen.

“Jeg satte mig et mål om, at jeg ville starte en professionel karriere når jeg kom hjem. Det var en drøm jeg altid havde haft, som heldigvis gik i opfyldelse. Så resten af året gik med at træne 2 til 3 gange dagligt. Heldigvis havde jeg de fedeste faciliteter at træne i og nogle holdkammerater der i den grad tog sig af mig.”

“Så alt i alt var det et virkeligt hårdt år. Specielt mentalt hvor man skulle slås en masse træning uden at få glæden ved at spille kamp. Udover det savn til alle dem derhjemme, og selvfølgelig også lige læse psykologi på et universitet samtidig. Men det er et år jeg aldrig vil være foruden, da det lærte mig utrolig meget, og jeg havde en masse gode oplevelser, som jeg aldrig vil glemme.”

Tilbage til Basketligaen

Simon Bjørnebo er nu i gang med sin fjerde sæson i Basketligaen, og han er efterhånden blevet en etableret spiller i denne. I år tørner han ud fra EBAA, som er nyoprykkere i ligaen i år. Men hvad kræver det at komme her til, hvor de fleste spillere formentlig håber på at være.

“Det har krævet en hel del. Det er svært at sætte et præcis antal timer på eller hvor mange gange man skal kaste bolden i kurven for at nå sit mål. Det kommer selvfølgelig også an på hvem man er. Nogen har et helt igennem fysisk talent og kan ting, som er svære at træne sig til. Men for mig har det ikke været meget andet end hårdt arbejde. Jeg tror jeg har ødelagt en 3-4 kurve hjemme i forældres baghave af at løbe rundt og træne mit skud året rundt.”

“Så for mig har det at blive en etableret Basketliga-spiller krævet at masse hårdt arbejde. Der går jo ikke en dag hvor jeg ikke tænker på basket, og hvis jeg ikke har rørt en bold i et stykke tid, får jeg lidt basket abstinenser og går rundt i stuen og skyder lidt uden bold.”

“Det er et fuldtidsjob og hvis du ikke er klar hver dag, er der altid nogen der vil prøve at tage din plads.”

Det kan godt være, at det for nogle ser ud til at være nemt arbejde at spille i Basketligaen, men sådan er det bestemt ikke. Det kræver hårdt arbejde, og i følge Bjørnebo, er det alle døgnets 24 timer.

“Det er det fedeste i verden at kunne leve af sin hobby, så tror jeg, at der er mange der undervurderer hvor hårdt det egentlig er at være atlet. Det er et fuldtidsjob og hvis du ikke er klar hver dag, er der altid nogen der vil prøve at tage din plads.”

“Noget af det hårdeste jeg har været igennem, er helt sikkert min USA-tur. Udover det har jeg også været skadet on-off i 2 år i streg med diverse knæ problemer og så et træthedsbrud i foden bagefter. Så det var en hård periode. Jeg fik gravet mig selvom mentalt ned i et hul og det var hårdt at skulle overbevise sig selv om at man nok skal komme tilbage.”

“Udover det har jeg været på hold hvor jeg har følt jeg var bedre end dem der fik alt min spilletid. Hvor jeg har følt at det var ligegyldigt hvor godt man gjorde det til træning, der blev ikke ændret noget til kamp. Så selvom der er mange overdrevet fede oplevelser, som at vinde DM guld eller være til EM med ungdomslandshold, så får man stadig man slag i hovedet, som man skal være stærk nok til at stå i mod.”

Det kræver stor tålmodighed

Her på Nordic Basketball vil vi også gerne hjælpe de unge spillere i landet, ikke kun med tøj og udstyr, men også med gode råd og vejledning, til hvordan man bliver den bedste basketball spiller man selv ønsker. Vi har derfor fået Simon Bjørnebo til, at give dig et par gode råd til, hvad du kan gøre for at blive så god som muligt.

“Der er jo mange af de klassiske råd, at man skal arbejde hårdt og tro på sig selv. Nu var jeg også under Chris Nielsen vinge et par år, der sagde at jeg bare skulle være ligeglad alt og lave buckets.”

“Men der er et råd som jeg stadig selv prøver at lære. Det er at være tålmodig. Jeg har det med at have alt for travlt i mit hoved. Hvilket for det meste resulterer i nedture. De største skader jeg har haft har alle sammen været overbelastningsskader. Skader jeg har fået fordi jeg ikke har lyttet til min krop. Hvor jeg bare har kørt på selvom jeg har haft ondt. Så et godt råd er at være tålmodig og se det store billede, både når det går godt og skidt. Jeg prøver før hver sæson at lave nogle målsætninger og så knokler jeg efter at nå dem.”

“Og igen, at være tålmodig omkring spilletid, udtagelse osv. Det har jeg altid haft svært ved. Jeg kan huske at jeg altid tog til de åbne landsholdssamlinger lige fra U14 og blev aldrig udtaget. Der var ingen der vidste hvem jeg var. Det var rigtig hårdt. Det er altid svært at blive sorteret fra.”

“Men så mit sidste år som U16 var jeg på Hjemly Efterskole. Et sted hvor jeg lærte at knokle dag ud og dag ind. Så da der var åben samling for U16 landsholdet tog jeg til det. Det endte med at jeg fik den sidste plads på bruttotruppen ud af 28 andre. Det har jeg fået af vide et par år efter af min daværende landsholdstræner.”

“Derefter skulle der arbejdes i mod at komme med til de Nordiske Mesterskaber, hvor kun 12 blev udtaget. Jeg kom med, og har efterfølgende fået af vide at jeg blev valgt som den sidste, igen. Men det endte med at gjorde det så godt, at jeg fik en plads til Europa Mesterskaberne og fik lov at være starter i størstedelen af kampene. Så det år lærte mig utrolig meget. At man kommer langt hvis man er tålmodig og arbejder hårdt. Så skal resultaterne nok komme.”

Slutteligt skal der lyde en kæmpe tak til Simon Bjørnebo, for at give os denne fortælling om sin basketball-karriere, og vi glæder os til at høre mere til ham i den kommende tid. Vi håber også på, at kunne lave flere spændende ting med ham, som forhåbentlig kan være til gavn for dig. Til slut fortæller han hvorfor han har valgt, at repræsentere os på Nordic Basketball, hvilket vi er enormt glade for.

“Jeg har valgt at repræsentere Nordic Basketball, da jeg synes det er et brand der er på vej frem. Selvom det stadig er lidt ukendt, har det en masse potentiale til at blive noget stort. Hvilket er de samme tanker jeg har om mig selv.”

Hold øje med vores blog her, hvor vi den kommende tid har flere spændende fortællinger fra andre spillere klar til jer. Tak fordi du læste med!

Oprydningssudsalget fortsætter med 50% på hoodies!

Ugens tilbud uge 6: Spar 25% på Nordic Basketball gear

Information om bytte og afsendelse omkring jul og nytår

Alt hvad du skal vide om julegaver 2022!

Black Friday er snart slut

September nyt fra Nordic Basketball

Velkommen til en ny udgave af Nordic Basketball

Vigtig info om levering i perioden 3. juni til 20. juni.

Nordic Basketball har indtaget Les Deux!